Fra byen til landet ...og tilbage igen!

IMG_3610.JPG

Jeg havde svoret, at jeg aldrig mere skulle bo i København. At storbylivet, i alle dets former og afskygninger, ikke gjorde mig godt, og skulle undgås for enhver pris. Det var i 2010, da jeg, efter at have tilbragt seks år med Københavns dunkende puls i mine årer, flyttede tilbage til min hjemegn Sydfyn, at jeg afgav det højtidelige løfte til mig selv og alle der gad lytte: jeg kunne til hver en tid komme tilbage til byen som en velkommen gæst, og, i et mindre omfang, nyde godt af storstadens tilbud om kultur og selskabelige glæder; og så ellers igen trække mig tilbage til min landlige idyl, inden jeg tog varig skade. Men ligefrem bo i København igen? IKKE TALE OM! Nu skulle der frisk luft, plads og stilhed på dagsordenen.

Jeg var så sikker i min sag, at jeg skrev en sang om det: 'Vandkantsdanmarks Udkant'. En sang om hvor åndsvagt jeg syntes det var, at betale overpris for et lillebitte værelse i en lejlighed, klumpet sammen blandt tusind andre boligblokke på næsten ingen plads. Hvor tåbeligt det er at indånde den benzinforpestede luft, mens man forsøger at presse sig frem blandt alle de andre tosser i storbyens virvar, alt imens man kæmper for at komme op og få bare et lille glimt af solen og lykken. Og alt sammen bare for at være 'hip'. For at være 'dér, hvor det sker', og for at være 'dér, hvor alle de andre er'. Hver gang jeg har fremført 'Vandkantsdanmarks Udkant' live, har den da heller ikke fået for lidt, når jeg i sarkastiske og nyfrelste vendinger har introduceret sangen. Og hver gang har jeg haft medvind med min land-idyls-propaganda, og det tror da pokker: Stort set alle mine livekoncerter i de sidste mange år er jo foregået på landet...

Og nu sidder jeg så her, i et lillebitte værelse i en lejlighed på Islands Brygge, klemt inde mellem tusind andre boligblokke; indånder den benzinforpestede luft, og presser mig på, for at komme frem og komme op... og må indrømme at jeg elsker det! Hvem havde lige set dét komme? Hvad er der sket? Det er jo ikke sådan, at alle de ting, som jeg før satte så stor pris på ved livet på landet, pludselig er glemt, eller at jeg ikke længere bryder mig om stilhed, frisk luft eller plads, rum og tid til eftertanke. Jeg er jo stadig glad for min sang 'Vandkantsdanmarks Udkant' og betragter stadig de tanker jeg her giver udtryk for som rigtige. Så hvorfor denne kovending, om jeg så må sige?

Jo, i virkeligheden er det jo nok relativt simpelt: Lige nu, er dét: at bo i København, det helt rigtige for mig, også selvom det bestemt ikke var tilfældet, for bare et halvt år siden. Jeg må derfor æde min stolthed og indrømme, at jeg nok har været lidt for kategorisk i min kritik af alt og alle, der har med København og andre storbyer at gøre. Tiderne skifter jo som bekendt, og jeg må jo bare indse, ved selvoplevelsens barske klarhedslys, at det gamle mundheld 'hver ting til sin tid' taler sandt. Nu er jeg nemlig selv endt i den situation, at en stor by er lige hvad jeg har brug for. Og hvis jeg ønsker at forblive tro mod mig selv, kan jeg ikke sidde dette overhørig. Så er det, trods alt, at foretrække, at bide stoltheden i mig, og indrømme at virkeligheden er mere sammensat og kompleks end det billede jeg tegner i 'Vandkantsdanmarks Udkant'.

Den korte personlige forklaring på mit ønske om igen at skifte boform fra land til by, er, at jeg, efter at være blevet skilt uden at have fået børn, og efter at have viet mere og mere af min tid til mit elskede job som efterskolelærer i Rudkøbing, simpelthen begyndte at føle mig en smule eksistentielt ensom i det sydfynske. Også selvom den lille hyggelige by Svendborg ikke var mange kilometer væk, og på trods af, at jeg havde både vidunderlige kolleger og gode venner og bekendte i min omgangskreds. Og jeg anser altså mig selv for at være et udadvendt og socialt menneske. Det var bare min livssituation der var kommet ud af sync: det begyndte at gå op for mig, at jeg, i den situation jeg sad i, havde brug for langt mere samvær og udveksling med jævnaldrende end jeg var i stand til at stable på benene. De fleste i det sydfynske område - i hvert fald i min aldersgruppe (omkring de 35, plus minus 5) - har deres egen familie og børn at se til. Mange er flyttet til Sydfyn for at etablere sig, og har taget deres netværk med sig - hvis de da ikke er vokset op i området, er blevet hængende, og af den grund har et velplejet netværk dernede i forvejen. Jeg selv, derimod, trængte til at møde nye mennesker, og de fleste af mine nære venner blev boende i København da jeg flyttede tilbage til Sydfyn. Jeg savnede dem, og jeg savnede en større mulighed for at møde kærligheden igen. Min verden var simpelthen ved at blive for lille.

IMG_3733.JPG

Den korte professionelle årsag til mit skift, er, at jeg, efter at have været efterskolelærer i syv år, begyndte at føle en større og større trang til, at tage mit indre kald som udøvende musiker mere alvorligt. Efter at have udgivet mit debutalbum 'Første trin' - som kan høres her på siden - og efter at nyhedsværdien stille og roligt var drevet over, begyndte lysten til at skrive og indspille et album nr. to at trænge sig på, samtidig med ønsket om, at stable noget mere promotion på benene for mit første album. Jeg ville gerne meget mere ud at spille. Jeg ville gerne skrive meget mere musik. Jeg ville gerne spilles mere i radioen. Jeg ville gerne 'opdages', om ikke andet, så bare af lidt flere. Jeg ville gerne... i Go' aften Danmark for fa'en! Kort sagt: Jeg ville gerne forsøge det særdeles svære, men ikke fuldstændigt umulige: at leve af, at være musiker og sangskriver. Og en ting er sikkert: Ønsker man at satse på en karriere i musikbranchen, så kommer man simpelthen ikke uden om enorme mængder networking, udveksling, lobbyisme, PR, larm, råb og rabalder, hvis man skal have bare den mindste chance for at blive set og hørt. Og alt dét, er der altså bare meget mere af - og meget bedre mulighed for at skabe - i en by, hvor der bor 1/2 million mennesker, end der er på Nielstrupvej, lidt uden for Ollerup, eller i downtown Rudkøbing. Sad but true.

Alt i alt kan jeg konkludere, at jeg lige nu har brug for den puls og den energi der findes her i København. Jeg har brug for at kunne cykle rundt om hjørnet til de fleste ting, i stedet for at skulle sidde i en bil i flere timer for at nå frem: til mit studie, til potentielle bandmedlemmer og spillekammerater, til jam eller åben scene, eller til utallige inspirerende koncerter, også på en hevrdagsaften. Jeg har brug for rigtig mange forskellige mennesker omkring mig, brug for at udveksle inspiration og idéer med så mange andre som muligt, og brug for de muligheder, tilfældigheder, chancer og sammentræf, som alle disse mennesker, og selve byens liv, præsenterer mig for. Og skal det endelig være, så er København da heldigvis også både en smuk og charmerende by at være i.

Da disse tanker endelig tog form som kendsgerninger i min bevidsthed, var der intet andet at gøre, end at følge min impuls og rykke tilbage til København. Og indtil videre har jeg bestem ikke fortrudt, selvom jeg sagtens kan mærke, hvorfor jeg i sin tid forlod byen: Her larmer. Her lugter. Der er en markant mængde fremmedgørelse, fordi vi bor så tæt, uden at komme hinanden ordentligt ved. Her er ikke plads og rum, fordi vi er så mange, og rigtig mange vil rigtig meget af det samme, hvilket gør det svært at komme til. Og så videre, og så videre. Men alle disse ting til trods, kan jeg simpelthen mærke, at lige nu, i min livssituation, og med de drømme jeg lige nu nærer, så er det f...... godt at der findes en by som København at komme tilbage til! Og så kan jeg jo altid flytte væk, igen, hvis de åbenlyse fortrin ved livet på landet igen skulle overgå de kvaliteter, som en storby helt umiskendeligt rummer. 

Foreløbig vil jeg slå koldt vand i blodet, og prøve at skrive sangen 'Storbycentrums Indre'. Hvem ved, måske kan den blive et viralt hit, til forskel fra 'Vandkantsdanmarks Udkant'? I alle tilfælde vil en sådan sang kunne danne udgangspunkt for en masse god smalltalk mellem numrene til mine kommende koncerter her i danmarks smukke hovedstad.

Til gengæld vil jeg, af indlysende årsager, nok være lidt mere forsigtig med at tage 'Vandkantsdanmarks Udkant' med på repertoiret igen. Det vil i hvert fald kræve en nærmere forklaring!

Hør ‘Vandkantsdanmarks Udkant’ her.

Tjek min facebookside her.